Bibelen

Der stod to eksemplarer af Bibelen i min reol i mange år, uden at jeg læste i dem. Da jeg kom i dyb nød i mit liv, og ingen mennesker kunne hjælpe mig, begyndte jeg at bede til Gud og læse i Bibelen. I Guds ord, der er liv og ånd, erfarede jeg glæde og fred. Ordet gav mig håb i mit frygtsomme sind, og det har hjulpet mig med at forstå livet og kampen i den verden, vi lever i. At blive kaldt ud fra mørket til det underfulde lys, er Frelserens ønske for os alle! Gud er kærlighed!

De nedenstående bøger er skrevet af Ellen G. White.

Den store strid/Mod en bedre fremtid

Det er en af de mest tankevækkende og øjenåbnende bøger, jeg selv har læst. Den er skrevet for over 100 år siden og er mere aktuel og vedkommende i dag end nogensinde før. Det er en meget anderledes historiebog.
Bogen behandler grundigt den store åndskamp, der har raset gennem århundreder, og retter søgelyset mod de kræfter, som bag kulisserne styrer de religiøse og politiske begivenheder. De evigt aktuelle spørgsmål om: Det ondes opståen, lidelsens problem og hvad der sker, når mennesker dør, bliver også behandlet her.
En alvorlig og vigtig bog om sandhed og vildfarelse, lys og mørke, en bog, der giver håb i denne kaotiske verden.

Den store Mester/Jesu liv

Er en smuk og lærerig bog, der giver håb og indsigt! Den beskriver Jesu liv fra før, han blev født til efter hans død. Det er til stor inspiration at følge, hvordan Jesus forholdt sig til mennesker og episoder i sit liv. Hvor kan vi lære meget af at beskue ham i alle dele af hans liv.

Vejen til et bedre liv

På bagsiden af bogen står der: Denne bog beskriver naturens lægemidler så overbevisende, at der her er inspiration at hente til en ny livsstil. At leve i pagt med naturens og sindets love forlænger livet og forbedrer livskvaliteten. Foruden at give dyb indsigt i mange væsentlige og praktiske spørgsmål om sundhed i krop og sind, vil denne bog også med sit kristne menneskesyn bibringe forståelsen af, hvordan vi kan hjælpe syge og nedbrudte medmennesker.

Vejen til Kristus

Det er en lille bog, jeg vender tilbage til, en perle. På en forståelig måde bliver vejen til Kristus beskrevet, og bogen kommer igennem alt, hvad der er vigtigt at vide og erfare i denne proces. Gud er kærlighed!

Ved at henvende sig til Light Channel kan man modtage et eksemplar af bogen, ”Den store strid” gratis –  info@lightchannel.dk

Bøgerne kan købes på Dansk Bogforlag – www.danskbogforlag.dk

Hvis man ønsker at lytte til bøgerne skrevet af Ellen G. White, er det muligt under Lyt til.