Jeg, Margit Bavnhøj, er født i 1971 og opvokset i København Nord Vest.
I 1994 blev jeg uddannet børnehavepædagog og arbejdede som det i 2½ år. Sangen har dog altid betydet meget for mig, og i 1997 blev jeg optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med sang som hovedfag. Som professionel sangerinde virkede jeg hovedsageligt i DR Radio- og Kammerkoret, som solist og underviser.
Der skete en markant ændring i mit liv, da jeg fik en dyb depression i 2005. På denne hjemmeside kan man høre om mine erfaringer i begyndelsen af CD’en, Tag du mit hjerte, i radioudsendelsen, Ind og ud af en svær depression eller læse artiklen fra Kristeligt Dagblad, Gud er min glædeskilde.
Mit liv har ændret sig meget siden da. Jeg følger enkle helseprincipper, som er nævnt i Bibelen: Ren luft, sollys, mådehold, hvile, motion, rigtig kost, brugen af vand og tillid til Guds kraft. Denne livsstil styrker både fysisk, mental og åndelig helse og ud fra disse principper, kan jeg hjælpe andre mennesker på den måde, jeg selv er blevet hjulpet.
Efter at have boet sammen med min mor i 7½ år, læs evt. denne artikel fra Kristeligt Dagblad, fik jeg tanken, om man kunne hjælpe andre mennesker i deres eget hjem og bo sammen. Det er der kommet et koncept ud af, som man kan læse mere om under: Hjælp i hjemmet og bolig.
Det er en meningsfuld hverdag.